Nu må studerende bruge kunstig intelligens til at skrive speciale
Nye regler har gjort at de studerende fra nu af må bruge AI til nogen eksamener, men det åbner ikke for mere snyd fortæller prodekan.
Aarhus Universitet har lavet nye regler for brug af AI til eksamen. Det betyder, at det nu er tilladt at bruge den kunstige intelligens ved nogle eksamensformer.
Det gælder i første omgang for studerende, som skal aflevere bacheloropgave eller speciale til sommer. Det skriver Aarhus Universitet på sin hjemmeside.
Niels Lehmann, prodekan for uddannelse på fakultetet Arts, har været formand for Aarhus Universitets arbejdsgruppe for implementering af AI, og han mener, at de nye regler er nødvendige for de studerendes fremtid.
- Alt tyder på, at AI vil være en del af den arbejdssituation, som akademiske kandidater skal ud og varetage i dag, og det betyder, at du som uddannelsesinstitution skal begynde at få de kompetencer ind i uddannelserne, siger Niels Lehmann.
Der er tale om en række tilfælde, hvor det er lovligt at anvende ChatGPT og andre former for generativ kunstig intelligens.
Her må de studerende bruge AI
Ved bachelorprojekter
Ved specialer
Ved afsluttende eksamener på efter- og videreuddannelse
Hvis det står eksplicit nævnt i kursusbeskrivelsen, at man gerne må bruge generativ kunstig intelligens.
Kilde: Aarhus Universitet
I alle andre tilfælde er det altså stadig ikke tilladt, oplyser Aarhus Universitet.
Benytter studerende kunstig intelligens til eksamen, skal de dog tydeligt oplyse, hvordan de har benyttet den kunstige intelligens og beskrive deres ”prompting metode”, som er de kommandoer, man giver til maskinen.
Og det er en vigtig regel, fortæller Niels Lehmann.
- Man må ikke stole på AI nogensinde, og derfor kræver vi, at man redegører for sin brug af den, siger Niels Lehmann
Men gør de her nye regler det ikke nemmere at snyde?
- Det åbner ikke for mere snyd, fordi vi fastholder de gældende regler for, hvad der karakteriserer snyd. Med dette trin i en tilladelse af anvendelsen af AI håber vi at gøre os nogle erfaringer, mens vi arbejder med at udvikle vores eksamensformer, så de bliver mere ‘AI-resistente’, siger Niels Lehmann.