Slem mistanke: Politiet mødte op på folkeskole
En forælder har anmeldt en mistænkelig person i området tæt på en folkeskole. Det fik tirsdag politiet til at rykke ud fra morgenstunden.
Tirsdag morgen blev forældre og elever på Risskov Skole i Aarhus mødt af betjente fra Østjyllands Politi efter en forældre-anmeldelse om muligt salg af narkotika eller ulovlige puff-bars til elever tæt ved skolen.
Det fortæller politikommissær Ahmad Majeed, leder af specialpatruljen ved Østjyllands Politi.
- Vi har modtaget en anmeldelse om, at der har været nogle mistænkelige forhold ved skolen. Anmelder fortæller, at der var tale om muligt salg af narko, siger han.
Der er tale om enkelt anmeldelse fra en forældre på skolen, fortæller han.
Men der blev ikke fundet noget tirsdag morgen.
- Vi har været ude og undersøge forholdet uden at finde noget mistænkeligt. Nu forsøger vi - sammen med skolen - at holde øje med, om der er noget om snakken, siger Ahmad Majeed.
Tirsdag formiddag har skoleleder Preben Storm sendt en besked ud til alle 893 elevers forældre om politiets tilstedeværelse på skolen.
Her kan man læse, at anmeldelsen går på en mand i 20-30 års alderen, der er observeret tæt på skolen i forbindelse med, at eleverne møder i skole.
Til TV2 Østjylland fortæller han, at ledelsen vil holde et vågent øje med, hvad der sker i nærheden af skolen i denne kommende tid.
- Vi runderer i forvejen om morgenen. Så vi vil som ledelse rundere mere og være meget opmærksomme på, om vi observerer noget af det, politiet beskriver, siger Preben Storm.
Generelt bliver opmærksomheden skærpet i forhold til, om der skulle være én eller flere personer, der forsøger at sælge narkotika eller puff-bars til elever, siger han.
- Det skulle gerne bekræfte os i, at vi ikke ser sådan noget på eller ved skolen, siger skolederen.
Håber det er en 'and'
Risskov Skole har ikke modtaget oplysninger, der minder om dem, der er anmeldt til politiet.
- Det er ikke noget, vi ser på skolen. Det er ikke noget, vi har opdaget eller haft mistanke om, siger Preben Storm.
Han håber, at anmeldelsen er baseret på en misforståelse. Alternativet vil være slemt, siger han.
- Det er noget, jeg tager stor afstand fra, og det er noget, vi håndterer. Det er helt utilstedeligt, det vil vi ikke have. Jeg hører, at der er salg mange steder ude i samfundet, men ikke her på skolen. Det hører ingen steder hjemme, at det skulle foregå i nærheden af skolen, siger Preben Storm, der roser politiet for at rykke hurtigt ud.
Holder øje
Ahmad Majeed siger, at politiet altid rykker hurtigt, når der er tale om skoler og børn.
- Jeg vil sige, at alt omkring skoler og børn, det tager vi meget seriøst, og det kigger vi på med alvor, selvom det kun er én anmeldelse. Der føler vi os forpligtet til at tage ud og undersøgelse forholdet, siger han.
Politikommissæren fortæller, at politiet fortsat vil være opmærksom på skolen. Han opfordrer forældre og elever til at henvendelse sig til Risskov Skole, hvis de ser noget mistænkeligt i området omkring skolen.
- Vi holder øje med stedet, og sammen med skolen holder vi tæt øje. Vi har aftalt, at de kontakter os, hvis de ser noget.