Unge politikere håndomdeler 1000 breve
Et personligt brev skal agere bindeled mellem borgere og politikere.
1000 breve er blevet omdelt.
I første omgang til trøjborggensere i Aarhus i et forsøg på at skabe dialog mellem borgerne og to politikerspirere.
- Vi tror på, at det her kan være med til at skabe kontakt mellem os og aarhusianerne, og vi vil så gerne høre mere om, hvad der rør sig hos dem, siger Anna Thusgård (S).
Hun og kollegaen Kristian Sommer Harrits (S) var søndag ude med de mange breve til borgere på Trøjborg i Aarhus, og Kristian Sommer Harrits tror på, at brevene er den rette måde at kommunikere på.
- Vi tænker, at et brev er noget mere personligt end en flyer eller en Facebook-reklame. På den her måde, håber vi, at borgerne har lyst til at drøfte politiske emner med os - også når der ikke er valgkamp, siger Kristian Sommer Harrits.
Efter omdelingen søndag har begge politikerspirer fået endnu mere blod på tanden til at dele flere breve ud. Ikke kun på Trøjborg.
- Jo, vi tænker på klimaet
Selvom det koster - både penge og CO2 - at printe 1000 fysiske breve, så mener både Anna Thusgård og Kristian Sommer Harrits, at det kan betale sig. Både i det ene og det andet regnskab.
Det koster jo også lidt på klimaregnskabet, har det slet ikke betydning?
- Jo, vi tænker på klimaet, men det er en illusion at tro, at man kan føre valgkamp og få kontakt med vælgerne, uden at det koster. Dog tror jeg, at den her måde koster mindre end meget andet, siger Kristian Sommer Harrits.
Et udsagn hans kollega giver ham ret i.
Men risikerer I ikke bare, at brevene ender i skraldespanden?
- Jeg tror, at der er flere, som synes, det her er mere personligt end en klassisk flyer, så det er jeg faktisk ikke så bekymret for, siger Anna Thusgård.
Indtil videre er de eneste henvendelser, de har fået, dog fra borgere, som var usikre på, om brevet var havnet i den rette postkasse.
- Vi håber meget, at det her kan starte nogle vigtige samtaler, som vi kan tage med videre. Vi drømmer begge om at arbejde med klimapolitik og trække Aarhus i en grønnere retning, så forhåbentligt er det her en start på det, siger Anna Thusgård.
Både Kristian Sommer Harrits og Anna Thusgård stiller op det kommende kommunalvalg. For førstnævnte er det første gang, han stiller op, mens Anna Thusgård i 2022 stillede op til Folketinget uden at blive valgt ind.